Mette Skou kan ikke smertedækkes
Mette Skou er 56 år og bor i Kalundborg. Hun blev diagnosticeret med Horton Hovedpine i 2016, men fik allerede sit første anfald tilbage i 2002. I starten kom anfaldene ikke hyppigt, og derfor troede lægen, at der var tale om migræne. Men da hun i 2012 mistede både sin far og lillebror indenfor ganske kort tid, blev anfaldene pludselig mange. På Glostrup fik hun diagnosen: Horton Hovedpine kronisk atypisk. Det betyder, at hun får flere anfald om dagen. Og at et anfald kan vare længere end tre timer.
Mette får hverken forebyggende medicin eller andet smertelindrende – på nær morfin. Ilt har ingen virkning, og det meste medicin kan hun ikke tåle. Hun har fået indopereret en SPG-chip i venstre kæbe, hvor hun ved hjælp af en fjernbetjening kan give sig selv elektriske stød. Den har til formål at blokere smerterne, men har desværre ingen effekt.
Mette får oftest anfald om natten, og smerterne er lige ekstreme hver gang.
Men på trods af anfaldene, formår Mette at passe et fuldtidsarbejde på et bosted for psykisk syge. Hver anden uge har hun udelukkende aftenvagter, så hun undgår at skulle tidligt op efter en nat med anfald.
”Efter et anfald, har jeg det som om, jeg har løbet et marathon. Og efter mange år med anfald, er det begyndt at påvirke mig kognitivt. Jeg kan ikke huske noget som helst,” siger Mette.
I dag har Mette lært at leve med sygdommen. Hun har tre børn, en mand og en hund, som gør den daglige kamp mod Horton værd. Men der har været tidspunkter, hvor hun har haft lyst til at give op.
”Jeg har været derude, hvor jeg har overvejet selvmord. Jeg er glad for, jeg bor langt fra en DSB station. For tanken har været der. Men jeg er stædig. Og positiv. Havde jeg ikke været det, tror jeg ikke, jeg havde været her i dag,” siger Mette Skou.